Anoreksi - Den behandling vi fik tilbudt gjorde ondt værre

Overvågning, madplaner og vægtkontrol blev til en ulidelig og uværdig kamp – som gjorde den følelsesmæssige afstand til vores datter endnu stærkere og mørkere. Hun trak sig længere og længere ind i sig selv og væk fra os.

I sundhedsstyrelsens publikation om anoreksibehandling 2019 slås det fast, at der mangler forskning inden for behandling af anoreksi, og dette skal ses i sammenhæng med, at antallet af unge med spiseforstyrrelser eller anden selvskadelig adfærd til stadighed øges.

Jeg har sammen med andre forældre i samme situation forgæves forsøgt at fortælle vores historie mht. anoreksibehandling til læger, sundhedsministeren, Head Space, Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser (LMS), forskere mv. i håb om, at nogen ville lytte til vores erfaringer. Men ingen har villet lytte. Er det fordi, der heri ligger en kritik af det offentlige system? Fordi den metode, som vi til sidst anvendte og gjorde vores datter rask, endnu ikke er videnskabeligt godkendt? Det er jo netop det, vi efterlyser, at den bliver.

Jeg mener ikke, at der kun er én vej til behandling af anoreksi, eller at den offentlige behandling aldrig virker. Men jeg oplever, at man ved meget lidt om de mekanismer, der igangsætter og vedligeholder anoreksi.

Da vore datter fik anoreksi, oplevede vi magtesløshed og usikkerhed hos den praktiserende læge i forhold til, hvilken behandling der kunne iværksættes. Vi søgte derfor hjælp gennem Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser. De anbefalede en behandling, der baserede sig på vægtøgning og kognitiv samtaleterapi, dvs. ændring af negative tanker og handlemønstre. Det er stadig denne behandlingsform, der er mest evidensbaseret og anbefales af sundhedsstyrelsen.

Måltiderne blev en daglig kamp og var følelsesmæssigt meget svære og ubehagelige for os alle. Vejningen var et sandt helvede. Trods kampen med de negative tanker, madtræning mv., så raslede kiloerne af. Vores datter blev en robotagtig skabning, der kun havde et mål for øje: at snyde os med sit fødeindtag. Vores ellers glade og empatiske datter blev kold og uempatisk. Hun blev en levende død. Efter et halvt år i denne behandling så vi os nødsaget til at få hende indlagt.

Heldigvis fik vi kontakt med Poula Rose Henriksen, som i mange år har drevet et amtsligt godkendt behandlingssted på Avernakø, med forbløffende gode resultater. Hun frarådede os indlæggelse og tilbød os i stedet et ambulant behandlingsforløb. Den afgørende forskel ved denne behandlingsform var, at den ikke fokuserede på kontrol, vægttab, omsorg og observation, men i stedet en undersøgelse af og forståelse for, hvad der ligger bag anoreksien. Udgangspunktet i behandlingen var, at vores datter var et almindeligt ungt menneske med ondt i livet, og at anoreksien var blevet en bekvem makker, som gjorde det muligt ikke at mærke smertelige og ubehagelige følelser.

Poulas arbejde har været drevet af en grundlæggende nysgerrighed for at finde sandheden bag anoreksien og et mønster i de beretninger, som de unge fra behandlingen kom med. Dem fandt hun. De observationer, som hun har gjort gennem en lang årrække, har derfor dannet grundlaget for hendes behandling og hendes bøger. Det forskningsarbejde og den evidens, der ligger bag behandlingen, er beskrevet i bogen: Myten om anoreksiens tynde krop (2009). Beskrivelsen af de tanker og handlingsmønstre, der ligger bag anoreksien, kan læses i bogen: Sandheden bag anoreksiens tynde krop (2009). Bøgerne er skrevet i samarbejde med unge, som hun tidligere har haft i behandling.

Filosofien bag denne behandlingsform er, at anoreksien er forbundet med en form for et velbehag/et sus og følelsen af at være i kontrol og have styr på sig selv og omgivelserne via planlægning. Den er en flugtvej væk fra en ubehagelig følelse i kroppen, en måde, hvorpå man kan flygte fra tilstanden, lukke ned for sig selv og blive følelsesløs. Derfor skaber anoreksi og den medfølgende sult en afhængighedsadfærd. De unge lever der er hemmeligt liv, hvor de ubevidst/bevidst lyver over for deres omgivelser for ikke at blive afsløret. Den unge skal derfor bevidstgøres om sit "misbrug" og selvdestruktive adfærd. Han/hun skal guides bestemt og respektfuldt ud af misbruget. Det afgørende spørgsmål i behandlingen er derfor: hvordan kan du forholde dig til og ændre den smerte, du mærker, når du ikke længere kan bedøve dig selv? Som behandler skal man rumme og have viden om denne side af menneskesindet og den deraf følgende flugt. Der er en positiv intention bag enhver handling, også bag denne uforståelige adfærd.

Det, som vi oplevede som fejlslagent i den offentlige behandling, var,

at vi blev pålagt at overvåge vores datter i alle spisesituationer, veje hende, samt tage ansvar og beslutninger fra hende. På den måde gjorde vi hende til en baby og opfyldte derved hendes ønske om ikke at være på vej til at blive et voksent og selvstændigt individ. Der er derfor også utallige eksempler på piger, der er blevet sondemadet, og som trods en forbedring af vægten aldrig slipper madplaner, kontrol og en anorektisk adfærd. De bliver aldrig rigtig ansvarlige for deres eget liv, men fastholdes i en form for umyndighed. Men det handler i langt højere grad om at bevare sunde relationer. Der er stor fare for, at madplaner, daglig vejning og overvågning ødelægger relationen mellem den unge og forældrene. Det bør derfor ikke være en forældres opgave.

I behandlingsforløbet lærte jeg også, hvor vigtigt det var ikke at lade sig styre af en adfærd, der signalerer "stakkels mig". Den unge kan derved få opmærksomhed, omsorg og følelsesmæssig kontrol over sine forældre. Dette er et voldsomt magtmiddel, der kan resultere i, at man som forældre til sidst ikke er i stand til at leve et normalt liv, men i stedet bruger al sin tid og energi på at observere, bekræfte og drage misforstået omsorg for den unge. I behandlingen skal man derfor afsløre denne magt, både for den unge og forældrene. Madplaner, overvågning og kontrol fodrer desværre denne mekanisme. Det er derfor også vigtigt de unge ikke bliver hospitaliseret eller umyndiggjort, for så har de kun "stakkels mig" tilbage.

Igennem behandlingen udvikler de således en evne til at se sig selv udefra og de muligheder, som de har for at handle anderledes, uden at de mister noget værdifuldt. De begynder at mærke sig selv igen og få selvværdet tilbage. Derved igangsættes en positiv, selvforstærkende proces.

Jeg er dybt taknemmelig for, at vi valgte denne behandling, og tør slet ikke tænke på, hvor det kunne være endt, hvis vores datter var blevet indlagt. Jeg er i dag forundret over, hvor hurtigt hun vendte tilbage til livet, endda med fornyet selvindsigt. Hun er i dag færdig med gymnasiet og rejser ud i verden på egen hånd. Hun er blevet moden og selvbevidst, ung kvinde. Med mod på livet.

Ingen børn, unge eller forældre er skyld i anoreksi eller anden form for selvskade. Det sker, fordi livet ER smertefuldt og krævende. Anoreksien er vejen væk fra livet og ind i døden. Vi kan som forældre, lærere, pædagoger, læger, psykiatere mv. lære meget af Poula Rose Henriksens arbejde og erfaringer. Det er værdigfuld viden, som viser, hvordan vi kan hjælpe de unge til at udvikle selvbevidsthed, livsmod og robusthed. At beskytte dem fra smerte og ansvar er derimod vejen ind i en evig tilstand af energiforladthed og livløs umyndiggørelse.