Ingen evidens – kun fornemmelser derfor er et paradigmeskift påkrævet!

Forleden faldt jeg over en artikel i videnskab.dk inden for krop-sundhed med titlen:

Flere søger hjælp for spiseforstyrrelser

- men vi forstår stadig ikke sygdommene

Artiklen er fra 3. marts 2024 og handler om et nyt forskningscenter i København, der har til formål at belyse, hvordan og hvorfor spiseforstyrrelser opstår. Artiklen er skrevet af en postdoktor og en forskningssekretær på centeret, der bærer navnet Center for Eating and feeding Disorders Research (CEDaR).

De er et team med ekspertise inden for epidemiologi, psykoterapi, patientinddragelse i forskningen (lived experience) og biologi, herunder hjernen, genetik og tarmbakterier.

I artiklen stiller de sig selv det spørgsmål: Hvorfor udvikler nogle af os spiseforstyrrelser, mens andre ikke gør – også selvom de står over de samme udfordringer? De skriver, at det er blot ét af de spørgsmål, som forskningen i mental sundhed gransker i dag.

De fortsætter: For at sætte en stopper for spiseforstyrrelsers ødelæggende indvirkning på liv over hele verden, har vi brug for mere forskning for bedre at forstå, hvad disse sygdomme er, hvorfor de udvikles og hvordan vi kan behandle dem. For som de skriver: Forskere har knap kradset i overfladen, når det gælder vores forståelse af spiseforstyrrelser. Hvorefter de lister " Alt dét, vi ikke ved".

Det er i hvert fald klar tale fra forskere i spiseforstyrrelser. Det falder i tråd med en udtalelse i 2021 af lægefaglig direktør i Region Syddanmark, Anders Meinert Pedersen, som udtalte,

"at vi forhåbentlig kan komme i gang med at behandle ud fra evidens frem for erfaringsbaseret behandling og fornemmelser".

Udtalelsen faldt ved udnævnelsen af overlæge René Klinkby Støvings til professor. Ved samme lejlighed fortalte Støving, at der i støbeskeen lige nu lå en undersøgelse af, hvordan ernæring har indflydelse på psyken i forbindelse med anoreksi: " Vi ved i forvejen, at udsultning har betydning for depression og angst," sagde han.

   Manglende evidens? Ja, det er jeg helt enighed i. Efter 25 års erfaring i behandling af spiseforstyrrelser og selvskadning kan jeg derfor med overbevisning hævde, at der ikke er tale om en sygdom, men om et eksistentielt valg, en selvbeskyttende reaktion, om en psykisk lidelse. Synderen er i denne udvikling er især internettet, der er fyldt med opskrifter, jf nedenstående figur fra min bog: Sandheden bag anoreksiens tynde krop, der er en grafisk novelle, som er udarbejdet sammen med to af mine beboere på Krogagergaard.

Det betyder, at forskerne kigger et forkert sted hen.

De må med Thomas Kuhns ord foretage et paradigmeskift. Thomas S. Kuhn var en amerikansk fysiker, videnskabshistoriker og videnskabsfilosof. Han hævder, at naturvidenskaben ikke har udviklet sig ved en gradvis akkumulering af viden, men gennem omvæltninger – såkaldte paradigmeskift – i den videnskabelige forståelse. Med paradigmebegrebet forstår Kuhn de fælles, næsten uskrevne regler, der samler et kollektiv af forskere omkring bestemt problemløsende, videnskabelig praksis.

Når det således i artiklen konstateres, at vi stadig ikke forstår spiseforstyrrelser, skyldes det i henhold til Kuhns videnskabsteori, at der til stadighed arbejdes inden for det samme paradigme, der domineres af lægevidenskaben. Et eksempel herpå er, at man i et studie har fundet en sammenhæng mellem tarmbakterier og udviklingen af anoreksi. Gad vide, om man i studiet har taget den mulighed i betragtning, at tarmbakterierne hos anorektikere er en konsekvens af en længere tids særlige madkultur.

Det var i hvert fald min erfaring , da jeg startede for 25 år siden, at forskningen inden for spiseforstyrrelser var på gale veje. Det blev jeg overbevist om efter utallige samtaler og terapitimer med beboerne på mit bosted Krogagergaard på Avernakø. Der skulle efter min og de unges mening et paradigmeskift til, en omvæltning til i forskningen, så fokus blev rettet mod mental sundhed, til mistrivsel hos de unge, der var landet i et tomrum, i et ingenmandsland, uden følelser og handlemuligheder.

På den baggrund udviklede jeg min egen terapiform, DIA-terapi, en dynamisk integrerende adfærdsterapi, som har vist sig særdeles effektiv til mennesker i mistrivsel, også til unge, der mistrives i egen krop og har flyttet fokus fra indre kaos til fokus på kontrol af eksempelvis mad, der nu er blevet løsningen på det indre kaos. Det giver den unge en form for ro. Kontrollen giver mening her og nu, og den løsning vil de ikke af med, så længe der ikke tilbydes dem noget andet meningsfuldt.

Det er vigtigt at forstå, at de ikke længere har kontakt til egne følelser. Hovedet er adskilt fra kroppen. De er traumatiseret, og det er den tilstand, de skal befries for. De skal hjælpes ud af dette ingenmandsland og tilbage til en hverdag med indre trivsel og tro på fremtiden - og på sig selv i særdeleshed.

 Det gælder også i de svære tilfælde, hvor jeg behandlede de spiseforstyrrede, som jeg modtog fra hospitalet og som man havde opgivet videre behandling af i form af såkaldt miljøterapi, som i væsentlig grad består i madplaner og vejning med en struktureret hverdag. Det er en behandling som indebær straf/belønning, som blot øger behovet for en selvdestruktiv adfærd, og som har en selvforstærkende effekt.

Det har jeg sammen med bl.a. to af mine beboere på Krogagergaard skrevet 3 bøger om, hvoraf den første fra 2004 Anoreksifælden netop pointerede, at et paradigmeskift var nødvendig og påkrævet i den behandling, som foregik i det offentlige sundhedssystem – og stadigvæk foregår.

Lyt – det hjælper!