Ud af psykiatrien og tilbage til livet!

I påsken 2021 fandt vi ud af, at Sille ikke blot var i gang med at tabe sig. Hun havde en spiseforstyrrelse.

Hun var 12 år og havde været lidt buttet, men intet bekymrende (BMI 20,6). Nytårsaften havde hun besluttet sig for at tabe sig, så hun kunne blive lige så tynd som veninderne. Så hun kunne blive rigtig.

Indtil påske havde hun skåret ned på portionerne, styrketrænet og skåret usunde snacks væk, men intet var alarmerende, troede vi. Det gik op for os, at hun var afhængig af at veje sig, og på det tidspunkt havde hun tabt sig 10 kg (start april 2021). Hun vejede 37 kg og målte 151 cm. Hendes BMI var 16,2.

Vi besøgte lægen første dag efter påskeferien og bad om hjælp. Han henviste os ugen efter til Center for Spiseforstyrrelser i Herning. Vi fik tid d. 3. maj. Ventetiden var lang, og vi så frem til at få professionel hjælp.

Fra påske faldt vægten ca. 1 kg om ugen, og Sille havde flere spisestop. Når hun spiste, var mængderne bitte små og næsten uden væske. I slutningen af april var hun så afkræftet og desperat efter at få hjælp, at hun blev indlagt. Først på børneafdelingen i Herning, hvor hun fik drop, og dagen efter blev hun sendt videre til børneafdelingen på Skejby (Aarhus Universitetshospital).

I Skejby forsøgte man at få hende til at spise, ud fra en kostplan, ved at sidde sammen med hende ved bordet og tale hende gennem måltidet. Uden held. Hun kunne ikke få maden ned. Før måltidet blev hun trist, og efter måltidet gik der en times tid, hvor hun ikke ville have os tæt på. Få gange lykkedes det, uden for måltiderne, at få hende til at spise en sodavandsis. Hver gang i forbindelse med hyggelig, uformel snak.

Efter nogle dages indlæggelse bød Sille selv ind med, at hun ville spise, hvis hun selv måtte vælge maden. Det fik hun lov til, og vi lavede en kostplan i samarbejde med diætisten, som hun skulle følge indtil aftalen med Center for Spiseforstyrrelse. Der var ikke meget mad på, men dog mad og drikke. Med den blev vi udskrevet.

Endelig skulle hun til Herning, og vi så alle frem til hjælpen herfra. Beskeden var nedslående: "Mad er medicin", og vi blev sendt hjem med en kostplan. Diagnosen var klar: Sille led af anoreksi. Vores opgave som forældre var at presse hende til at spise. Vi skulle forvente, at hun ville stritte imod, råbe, kaste med ting, løbe væk og ikke spise. Men hun skulle nok give sig på et tidspunkt. Jo før hun kom op i vægt, jo bedre. Det med at spise lidt ville bare gøre sygdommen værre. Så hellere ingen mad end lidt mad. Hvis hun blev dårlig, skulle hun indlægges igen. Der ville ikke blive tale om kognitiv terapi i forløbet. For det havde man ikke gode erfaringer med. Mad var vejen til at blive rask.

Sille blev "fodret" med trusler om spisetræning, spiseværksted, indlæggelse uden mor og far, med politi, hvis hun løb væk. Hun skulle tage 750 g på om ugen, og vi måtte ikke lade hende spise mindre, end kostplanen beskrev.

Hun forsøgte virkeligt at gøre det rigtige, at spise og tro på systemet, selv da hun nåede den længe ventede målvægt, som lægerne havde valgt skulle være hendes startvægt. Hun skulle op på ca. 47 kg igen. Ellers ville hun ikke blive rask. Hendes udmelding var klar: den vægt ville hun ikke op på igen. Og vi var enige med hende. At hun blev buttet igen, ville ikke gøre hende rask.

Hun spiste, men ikke nok, og vi var to gange til spisetræning i Skejby. Det hjalp intet. Diætisten skulle hjælpe med en ny kostplan, og der begyndte jeg, som mor, for alvor at miste tilliden til behandlingen. På det tidspunkt spiste Sille havregrød til morgenmad. En dyb tallerken fuld, med lidt sukker. Som en normal portion for hende. Det var ikke nok. Jeg skulle derfor lave havregrød af den dobbelte mængde havregryn. Det kan hun ikke spise, var mit svar, men det skulle hun, ellers måtte jeg ikke servere havregrød,

Alternativet var øllebrød, med en deciliter piskefløde. Da jeg morgenen efter serverede øllebrød med en halv deciliter piskefløde, stoppede Sille igen med at spise, i to døgn.

Til næste ugentlige vejning og samtale med psykologen, havde Sille, klart nok, ikke taget på. Så behandlingen skulle intensiveres. Der blev truet med spiseværksted og indlæggelse i 14 dage, helt alene, men hun kunne jo spise sig ud af det. Bare komme i gang.

Sille skulle ugentligt have taget blodprøver, for at følge kroppens tilstand, og også dette var en kamp. Hendes blodårer kunne ikke ses pga. dehydrering, og der blev stukket og stukket i hendes tynde arme for at finde en brugbar åre. Hun bed smerten i sig og stod det igennem. Gang på gang.

Igennem hele forløbet var Sille opgivende, trist og vred og smadrede i afmagt mange ting i huset. Hun råbte grimme ting til os og løb flere gange hjemmefra. I starten forsøgte vi at holde hende tilbage, men det var frygteligt at se hende kæmpe så hårdt for at komme fri, at vi til sidst lod hende gå, når hun havde brug for det. Hendes større søskende søgte ud af huset, og hendes far ville hun ikke længere tale med eller være hos (hun boede 7 dage hos mor og 7 dage hos far). Når hun blev presset til at spise, var hendes øjne sorte af angst, og hun kunne ikke synke sit spyt. Hun gemte sig under dynen og ville ikke tale med nogen. Når hun ikke kunne spise, følte hun sig endnu mere dårlig og som en total fiasko.

Som mor kunne jeg ikke holde ud at se mit barn sådan. Jeg tog mere og mere afstand til behandlingen og søgte information om alternativer. Jeg blev henvist til psykoterapeut Dorte Rendtorff, som satte mig i forbindelse med psykoterapeutstuderende Pernille og til Poula Rose Henriksen. Pernille havde egen erfaringer med et spiseforstyrret barn og hjalp mig i min rolle som mor. Poula har arbejdet med behandling af spiseforstyrrelser gennem mange år, med god effekt. Pernilles søn var blevet behandlet af Poula.

Efter en timelang snak med Poula, aftalte vi en tid til behandling af Sille. Til trods for at kognitiv behandling ikke kunne anbefales af Center for Spiseforstyrrelse. Men hvad de ikke viste, kunne de jo ikke have ondt af, og de var jo alligevel ingen hjælp til.

At mad er medicin til spiseforstyrrede havde jeg mistet troen på, og den sidste tvivl blev fejet af bordet under en snak med en mor fra vores lokalområde. Hendes spiseforstyrrede datter begyndte at spise fra start, præcis som psykiatrien ville have det, og var hurtigt oppe på sin målvægt. Men hun var ikke rask. Hun er stadig ikke rask, selv om hun blev afsluttet i psykiatrien for to år siden.

En samtale med psykologen i Herning endte med, at hun foreslog os at tage Sille ud af behandlingen. Det fungerede ikke med deres behandling, når jeg som mor ikke havde tillid til den. Og der fandtes fine private behandlingstilbud. Vi var altid velkomne tilbage. Sille blev afsluttet i psykiatrien inden første besøg hos Poula. Efter ca. 8 ugers ubrugelig "behandling" og en vægt på 32,6 kg.

Sille var hos Poula 4 gange, ca. 2 timer hver gang. Hun blev behandlet med Dia-terapi og fik hjælp til at slippe de billeder, som hun havde skabt for at holde smerten væk. For ikke at mærke sig selv. Hun var så ked af det, at hun havde lukket af for kroppen. Kun hovedet brugte hun. Hun viste ingenting og kunne ingenting.

For hver behandling blev hun mere og mere glad og åbnede op for de følelser, som havde været gemt væk alt for længe. Hun var ikke længere alene. Hun blev forstået og accepteret. På seks uger lykkedes det Poula at hive Sille tilbage til livet igen. Med en forståelse af, at hun ikke havde været syg, men blot været i en tilstand af ked-af-det-hed og afmagt.

Det var en umenneskelig opgave at tvinge sit barn til at spise. I psykiatrien ser man ikke barnet. Man ser spiseforstyrrelsen. Man tror, at barnet ikke vil spise og forstår ikke, at det ikke kan spise. Derfor bruger man tvang. Du SKAL spise. Man ser ikke angsten for at være forkert eller årsagen til spiseforstyrrelsen. Man pålægger barnet skyld og får det til at føle sig endnu mere forkert.

Som forældre ville vi aldrig forlade et barn med angst for mørke i et mørkt rum helt alene. Vi ved godt, at det ikke er måden at bekæmpe angst for mørke på. At det ville være et overgreb på barnet og en meget traumatiserende oplevelse. Det kunne vi ikke finde på. Vi ville trøste barnet, lytte til det og berolige det. Tage os af det og hjælpe det.

Vi skal også tage os af børn med spiseforstyrrelser. Vi skal lytte til dem og tage deres angst alvorligt. Vi skal lytte til os selv og mærke efter. Føles det rigtigt? Når psykiatrien pålægger os at gøre noget, som fundamentalt føles forkert, så ER det forkert. Vi skal ikke gøre det. Vi skal være der for vores børn, ikke for psykiatrien. Det skræmmebillede, de stiller op: "Spiser dit barn ikke, så dør det", gør det svært at sige fra og svært at se barnet bag spiseforstyrrelsen. Men dit barn er der. Det har brug for DIG. Barnet ønsker ikke at dø af sult. Barnet ønsker at få hjælp, at blive forstået og anerkendt. Når det sker, kan barnet spise igen.

Man bekæmper ikke angst for mad med mad. Man undersøger, hvor angsten kommer fra, og så hjælper man barnet til at slippe den.

Sille tabte sig yderligere, da hun startede i behandling hos Poula, fordi vi fjernede fokus fra mad. Hun skulle finde tilbage til at mærke sig selv igen og spise det, hun havde brug for, og ikke det hun skulle. Hendes vægt nåede ned på 31 kg (BMI 13,6). Men jeg havde ro i kroppen og kunne lade tiden hele Sille.

Sille er på vej op i vægt. Stille og roligt. Når hun ikke har taget på, spiser hun lidt mere. Hun styrer det selv, og vi har aldrig fokus på mad. Hun lever et liv som alle andre på hendes alder, har skiftet skole og fået nye venner. En ny start. Hun dyrker sport, og vi begrænser hende ikke fysisk.

Vores dejlige Sille råbte om hjælp, sagde fra, da vi stolede for meget på systemet, og greb livet, da det blev givet hende igen.

Tak til Dorte, Pernille og Poula.

Jeg håber, at mit skriv kan medvirke til, at I fortsat kan hjælpe familier som vores, som fejlagtigt troede, at psykiatrien var til for at hjælpe de spiseforstyrrede.

Jeg er ikke fagperson, men mor, og alt, hvad dette skriv indeholder, er mine oplevelser, mine tanker og mine holdninger. Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at hjælpe andre forældre og børn, som ender i samme ulykkelige tilstand, som vi gjorde. Jeg vil RÅBE ud, at der er hjælp at finde, jo før, jo bedre.

De bedste hilsner

DTH

Original brev herunder